Imorgen...

...starter mit nye liv.
 Imorgen holder jeg op med at ryge. Imorgen begynder jeg på alle de nye, og bedre, vaner...
Hvem kender ikke følelsen af, at imorgen går jeg igang? Imorgen kan jeg klare det jeg ellers ikke har kunnet klare før.
Løgn og selvbedrag. Jeg har opfundet de begreber.

Sandheden er, at jeg har været igang i en uge nu, med at tabe mig, og imorgen er veje-dag. Hvis altså jeg lige kunne holde løftet til mig selv om IKKE at veje mig hver dag...

Jeg har en sygdom. Jeg tror ikke den har noget navn endnu, men dens væsen fornægter sig ikke. Jeg vejer mig, nærmest manisk, hver morgen. Jeg siger til mig selv dagligt, at imorgen... imorgen vejer jeg mig ikke. For jeg ved hvad det gør ved mig. Det fratager mig glæden ved at tabe mig.
Jeg ved jeg skal være glad for at tabe mig mellem 1/2 og 1/1 kilo om ugen. Jeg ved også at vægten svinger frem og tilbage i løbet af dagene indenfor den pågældende uge. Men har jeg først været længere nede på vægten, end den viser når ugen er omme, føler jeg nederlag. Jeg ved det, jeg har prøvet det så mange gange, at jeg har ikke kan huske tallet. Og alligevel...

Men imorgen vejer jeg mig. Det må jeg gerne.

Jeg følger Weight Watchers programmet. Det virker godt for mig at jeg selv kan sammensætte min kost selv og bare skal notere alt hvad jeg spiser og tælle point.
Men idag har været en dårlig maddag...

Jeg har simpelthen ikke spist nok. Og faren er nu at jeg forgriber mig på noget usundt og hurtigtvirkende. Jeg skal nok holde mig indenfor de tilladte points, men jeg vil jo også gerne være lidt sundere og mere veloplagt.
Og samtidig holder jeg fast i nogle vaner, jeg gerne skulle arbejde mig væk fra.

Men Rom blev ikke bygget på en dag og imorgen... er der atter en dag.