Glutenfri pizza...

Her følger så opskriften, på denne lettelse af en pizza...

Dej: (nok til 4 stk)

10 g gær
5 dl tempereret vand
2 spsk loppefrøskaller (Husk)
2 tsk salt
100 g boghvedemel
100 g majsmel
200 g fuldkorns rismel
1/2 dl olivenolie

Vand og loppefrøskaller piskes med håndmikser til en geléagtig masse. Herefter tilsættes alle de andre ingredienser og der røres, med dejkrogene, i ca 5 min.
Dejen hæver derefter et par timer.

Fyldet vælger man efter smag. Jeg brugte tomatsauce, ost, squash og pancetta.

Pizzaen bages ved højeste varmegrad (min ovn kan 275...) i noget der ligner 7-8 min.

Og der blev lys...

6 dage...
...har jeg kørt med min glutenfri diæt, og det begynder at lysne.
Mit energiniveau begynder langsom at stige og det er flere dage siden jeg sidst havde mavepine.
Et lille fremskridt, men en kæmpe lettelse.

Igår stod menuen på glutenfri pizza, som udover at smage rigtig dejligt, nærmest var en åbenbaring.
Normalt når jeg spiser pizza (her refererer jeg til den konventionelle af slagsen), bliver jeg øjeblikkeligt oppustet, får mavepine og invaliderende træt. Pizza = inaktivitet resten af aftenen.
Man kan så spørge sig selv, hvorfor man vælger at blive ved med at udsætte sig selv og sit legeme for den slags mad, når konsekvenserne er så lammende...
Jeg sammenligner det med en stofmisbrugers trang til stoffer. Mit stof er sukker og hvedemel har en "dejlig" sukker-effekt i kroppen. Al fornuft forlader sindet og jagten på "stoffer" træder istedet.
Back on track... Efter tre stykker hjemmelavet glutenfri pizza, var jeg mæt (ikke overmæt) og tilfreds. Ingen træthed og mavepine, og jeg var lige ved at glemme min efter-middagsmads-cigaret, der var intet ubehag at dæmpe med mit stof nr. 2...

Rugbrød...

... helt uden mel.

Som den brødelsker jeg er, har jeg som mit første glutenfri projekt, lavet dette helt fantastiske rugbrød, som iøvrigt ikke føles som en erstatning.

150 g groft hakkede mandler

100 g hørfrø

100 g sesamfrø

100 g solsikkekerner

150 g græskarkerner

2 tsk salt

5 æg

Det hele røres sammen og hældes i en smurt rugbrødsform og bages i 1 time og 10 min ved 160 grader

Enkelt og lækkert.

En varm kartoffel er et fast sprogligt udtryk...

...som betyder et ømtåleligt problem...

Den vågne læser vil nok have lagt mærke til, at det er længe siden jeg har blogget...
Grunden? Tja der er mange. Dels holdt den fine linje med slankekur og livstilomlægning ikke længe, dels har mit fysiske befindende været i minus.
Alt hvad der har kunnet være galt, uden at være direkte syg, har været galt; mavekneb, for ikke at sige kolik, ved indtagelse af mad, uren hud, en handikappende træthed, ondt i led, eksem, tristhed, ja i det hele taget bare en generel mistrivsel...
Det har egentlig været på vej meget længe, men som så mange andre mennesker, måske især kvinder, er jeg ekspert i at ignorere signaler fra min krop om, at noget er galt. Der er jo så mange ting at ordne, så tiden til at lytte, den er der ligesom bare ikke...
Ikke før det bliver helt ulideligt med gener af alle arter og et energiniveau der kun rækker til det absolut mest nødvendige.

Jeg begyndte at få mistanke om at mit problem måske var relateret til min kost. Jeg mistede lysten til rigtig mad, da det altid medførte voldsomme mavesmerter, nu uanset hvad jeg indtog. Og da blodsukkeret falder på alle, selv mig, blev modellen chokolade og andet hurtigtvirkende skidt og eneste lødige måltid var efterhånden kun aftensmåltidet (udelukkende af hensyn til mine børn), hvis ikke det endte med en gang færdig købemad, fordi energien til at tilberede ikke var tilstede...

Efter et fuldstændig surrealistisk nedværdigende besøg hos min læge, der endte med at jeg rasende knaldede døren i hovedet på hende, begyndte jeg for alvor at søge viden om min symptomer på nettet.
Jeg fandt hurtigt ud af at mine symptomer til fulde passede på både glutenallergi og -intollerence og på candida i udbrud... Ting jeg ikke havde mod på at kaste mig ud i at helbrede på egen hånd, da de alle kræver en temmelig indgribende diæt og en udpræget viden om kost, som selv ikke jeg ;) følte mig i besiddelse af...

For at gøre en lang historie, bare en lille smule kortere...
Efter grundig research besluttede jeg at besøge en biopat der også tilbyder... skal vi kalde det colonterapi...
Det var igår, og ren i hoved og ... er mit nye liv uden gluten og med et minimum af sukker startet...

That'll be the day...

Nu sidder jeg her med min morgenkaffe og småbladrer i mine WW materialer, som jeg har gjort 1000 gange før... Så slår det mig; jeg er ved at begå samme fejl som så ofte før!

Jeg går igang med projekt-nu-skal-jeg-være-tynd-og-det-ska'- bar'-gå-stærkt. Det vil sige, det starter ikke der. Det starter med at jeg, helt voksent, beslutter, at nu går jeg igang med det her, og det må tage den tid det skal. Bare vægten går ned. 1/2 kilo om uden er fint, så kan jeg holde ud at se på mig selv til sommer...

Og hvad sker der så? I samme øjeblik jeg starter op, slår min hjerne dele af sig selv fra... Jeg kan ikke tabe mig hurtigt nok. Jeg bruger ikke alle de point jeg må. For så går det ikke stærkt nok...! Og målet forsvinder i en tåge. Målet? Fik jeg sat et reelt mål? Næ, jeg vil bare være slank...

Jeg må sætte mig et mål. Finde ud af hvad jeg gerne vil veje (eller hvilken str. jeg gerne vil passe).
Og jeg erkende at ting tager tid. Ting SKAL tage tid. Chancen for at lykkes med det her, stiger vel også, hvis jeg indtager føde nok til at bevare en vis energi, hele dagen. Og hvis jeg bruger den ekstra point-uge-pulje, programmet har indlagt, på at forsøde min tilværelse...

Jeg er typen der stortset aldrig drikker, stort set... Og igår allerede, mærkede jeg småpanik over ALDRIG mere at kunne drikke mig i hegnet... Øhhhh, rolig nu søde ven...

Jeg må gøre noget. Mine handlinger er uintelligente. Hvad f..... sker der med min hjerne?

Vejedag...

... Idag var det vejedag. Jeg har trukket den lidt i ørerne med at skrive et indlæg om det. Ikke fordi jeg ikke havde tabt mig nok. Faktisk var det gået rigtig godt med det, 2,6 kg... Det er mere det med at skulle ud med min vægt. Jeg tænker på det jeg skrev igår om at pynte og udelade... Jeg øver mig, men jeg er ikke klar til at skrige ud til verden hvad jeg vejer endnu.
Pønser på et før billede, og når modet kommer, dukker både det og det unævnelige tal op...

Hvidløg er de intellektuelles ketchup...

... Kender ikke ophavsmanden til disse vise ord.

Men begge dele var repræsenteret i min aftensmad idag. Jeg vil så nødig puttes i en kasse...

Pasta i tunsauce (kraftigt inspireret af Caroline Fleming) 4 pers.

1 pk fuldkorns pasta

1 løg

1 fed hvidløg

2 spsk tomatpuré

2 ds tun i vand

1 ds fl. tomater

1/2 tsk chilipulver

1 ds kokosmælk 6%

2 spsk ketchup

2 spsk sød chilisauce

salt

frisk basilikum

revet parmesan

Kog pastaen efter anvisningen på posen.

Steg løg, hvidløg og chilipulver i 1 tsk fl. margarine. Tilsæt tomatpuré. Når det hele har fået en rødbrun farve, tilsættes tomaterne og fisken. Hæld kokosmælken over og smag til med salt, ketchup og chilisauce.

Servér med basilikum og parmesan.